Jackpot dynejakke, Bomuld, fjer, polyester, 899 kr., 2007

Jeg udstillede mine Virtual Reality værker Sten, Stof og Græs på Vejle Kunstmuseum i 2006 og ved den lejlighed kom en moden amerikansk kurator, Matthew Schwartz, forbi og blev meget betaget af værkernes virtuelle univers. Han kontaktede mig efterfølgende og inviterede mig til The Armory Show i New York vinter 2007. Her ville han præsentere mig for hans netværk af relevante gallerister som arbejdede med digitale kunstnere. The Armory Show er en af de mest indflydelsesrige internationale kunstmesser af moderne kunst og som vises i New York hver år i februar og marts måned. Jeg var super beæret og glædede mig til turen og mødet med, det jeg forestillede mig, et hardcore digitalt miljø, som en metropol som New York måtte byde på.               

Jeg allierede mig med min meget gode veninde Iben som rejsepartner og sammen fik vi booket fly fra Hamborg og et hotel tæt på udstillingens centrum. I dagene op til afrejsen blev det er forfærdeligt vintervejr og det hele så ud til at blive aflyst. Men i alle sidste øjeblik fandt vi et hul i uvejret og vejen til Hamborg uden at køre fast eller galt.             

I New York var det bidende koldt og blæsende, men solen skinnede fra en blå himmel og alt så klart og lyst ud. Jeg havde i dagene op til afrejsen forsøgt at få fat på Matthew Schwartz, uden held, for at få en slags plan for hvem, hvad og hvor jeg skulle mødes med ham og hans netværk. Så vi ankom til den første show uden at kende nogen og uden at have nogen egentlige aftaler. Der var et par enkelte digitale værker og åbne yngre digitale gallerister, som viste interesse for mine værker og gad at tale med os. De kendte godt Matthew Schwartz, men havde heller ikke set eller hørt fra ham i et stykke tid. Vi ventede alle på ham indtil showet lukkede og fulgte derefter med dem til en fest i Brooklyn som foregik i en gammel nedlagt fabrik. Det var et super hype sted med fedt graffiti på væggene, skiftende bands på 3 etager, den ene mere eksperimenterende end den anden, vilde drinks og en masse folk, som var på alt muligt. De var svære at komme i kontakt med – musikken var enorm høj og alle var distanceret og omtåget af stoffer – lige som jeg forestillede mig kunstscenen i New York.

Vi forsøgte at blende ind og drikke med folk omkring os og på en af mine ture ned til barområdet ser jeg så pludselig Matthew Schwartz. Han stod og samtalte med en yngre kvinde, men genkendte mig sjovt nok og nikkede ”HALLOO”. Efterfølgende kom han op til os i danselokalet og snakkede lidt frem og tilbage om festen og det han havde set af The Armory Show og som han var stærk kritisk overfor. Jeg spurgte ind til hans digitale netværk og hvem han synes, jeg skulle møde og han undveg på en mærkelig måde. Han drak ikke, var ikke på noget andet og som alderspræsident i selskabet optrådte han med en tydelig arrogant overlegen distance til alt det vilde der foregik omkring ham. Vi aftalte at mødes dagen efter til en kop kaffe og snakke om alt det han havde planlagt for mig.

Næste morgen vågnede jeg imidlertid til en sms fra ham at hans datter havde haft brug for ham i løbet af natten og at han var taget til New Jersey samme morgen og ikke kunne mødes med mig alligevel. Han beklagede og gav mig en række navne på nogle seriøse gallerister som han kendte og havde fortalt om mit engagement, og som jeg skulle opsøge og give mit portfolio. Han ønskede mig held og lykke og at vi kunne snakkes ved igen, når jeg kom hjem til Danmark.

Galleristerne kendte ikke til nogen anbefalinger af mig som kunstner og havde imidlertid aldrig hørt om Matthew Schwartz, og var overhovedet ikke interesseret i at se portfolio til en begivenhed som The Armory Show. Her skulle de sælge værker for mindst for 1. mio kr. for bare at få udgifterne nogenlunde dækket.                                                          

Jeg hørte ikke mere fra Matthew Schwartz på resten af turen eller senere for den sags skyld.

Det havde været meget koldt i hele januar måned i New York i 2007 og kulden bed stadig godt fra sig i februar og havde det ikke været for min beige dynejakke, var jeg frosset ihjel fysisk, somvel som mentalt.

Jackpot, duvet jacket, cotton, feather, polyester, 899 kr., 2007.

In 2006 I exhibited my VR-works Stone, Gras and Fabric at Vejle Artmuseum. On this occasion, an older American curator, Matthew Schwartz, came by and was very drawn to the virtual universe in my pieces. Afterwards, he invited me to New York for the Armory Show in winter 2007 to introduce me to a range of collectors and curators who were interested in digital art. The Armory Show is the most important exhibition of international contemporary art in New York, held in February and March each year. I was very honored to be invited, and was really looking forward to visiting this art scene, which in my mind was a hardcore digital art environment in New York.

I persuaded my good friend Iben to join me. Together we booked a plane and hotel near the Art Fair, and we were ready to face all obstacles. In the days leading up to our journey, there was a dramatic snowstorm in Denmark, and it seemed like the trip was going to be cancelled. But luckily, there was a break in the storm and we managed to leave from Hamburg just in time.

In New York the wind was icy, but the sky was clear blue and the sun bathed the city. Everything was looking bright and shiney. Before taking off, I tried on several occasions to contact Matthew Schwartz, but without any luck. I was hoping to confirm our plans for meeting the various curators and collectors. In the end, I arrived at the Armory Show without any appointments at all. In the first show, there were a couple of curators who worked on digital art and had heard about my work through Matthew Schwartz, but they hadn’t seen or heard from him either. We waited for him for a while, but then we were invited to another party in Brooklyn. It was in what used to be a factory with experimental bars on 3 floors and cutting-edge music. My impression was that this was the most happening place in New York right now. The interior was quite rough, stripped down to the bare bones, and covered up at the last moment with graffiti. People were so wasted and stoned that it was impossible to communicate with anyone. On my way back to the bar I crossed paths with Matthew Schwartz, who recognized me in the crowd. He had a young female companion by his side, so I just waved and went back to my friend. Later he came over to us, but only to criticize the Armory Show, the party and everybody he had seen. I stood there feeling quite awkward about the whole situation. Nevertheless, I managed to ask him for a plan for meeting the curators and collectors who he knew were interested in my work. He suggested that we go for a coffee the next day and make a plan for the rest of my trip.

The next morning, I received a text message from him saying that his daughter needed him during the night. He was in fact on his way to New Jersey and so was unable to meet with me. However, he sent a list of curators and collectors whom I should meet at the show. He wished me luck and suggested we get in touch later, when I came home. 

It turned out the curators and collectors had never heard of Matthew Schwartz, and knew nothing about me or my work. The Armory Show is a very expensive art fair, where galleries have to sell a lot to pay the fee for the stand, so it wasn’t the right moment to present my portfolio.

I never heard from Matthew Schwartz again.

January 2007 was the coldest January for a decade in New York. The frost hadn’t yet melted in February, so if it wasn’t for my jacket, I would have frozen to death both physically and mentally.